Individuel terapi
Parterapi

Parterapi

Når man som par har fået det svært med forholdet, kan det være en god idé, at få hjælp fra en neutral trediepart. Som par kan man ofte føle sig fastlåst i nogle mønstre, som det kan være svært selv at se eller gøre noget ved. Chancen for at få et godt forhold igen er størst, når parret kommer inden uenigheder og dårlig kommunikation mv. har slidt for længe.

Arbejdsform
Terapien foregår overvejende ved samtaler, hvor begge parter er til stede. Jeg vil have fokus på de konkrete problemer i parforholdet, men også på hvad der sker i relationen her og nu i terapien. Ofte gentager problemstillinger og fastlåste mønstre sig i terapien.
Jeg vil gøre opmærksom på, hvad jeg ser hører og oplever. Jeg vil ofte bede parterne om at tale til hinanden. Terapien bliver således også en øvelse i at lytte til hinanden og i at udtrykke sig klart.
Det er vigtigt, at man i parterapi er indstillet på, at terapien er et stykke arbejde, der skal gøres for forholdet, og hvor begge parter bidrager og arbejder.
Efter de to første samtaler sker en gensidig vurdering af om relationen er god og danner grundlag for et videre forløb. Jeg har naturligvis tavshedspligt.

Udbytte
Parterapi kan hjælpe til at blive bevidst om fastlåste mønstre og til at vælge at gøre noget andet. Terapien hjælper til en afklaring omkring, hvad der er svært i relationen, hvor er forskellene omkring holdninger, følelser og behov. Hvad bringer parterne hver især med ind i forholdet fra livet før de mødte hinanden.
Terapien er en hjælp til, hvordan man som par kommer til at arbejde med hinanden i stedet for mod hinanden.
Nogen gange ender parterapien med, at parterne vælger at gå fra hinanden. Terapien vil her hjælpe til, at beslutningen bliver truffet på et mere afklaret og velovervejet grundlag. Målet er at bevare en dialog mellem parterne, hvor respekten for begges holdninger, følelser og behov bevares.



Nyhedsbrev
E-mail:
Tilmeld mig
Telefon: +45 86 57 02 08 | E-mail: jette@skanvision.dk | Konsulenthuset key2see | Frederiks Allé 112b, 8000 Århus C